Tankerne Taler - Blog - Michael Thy

De gode og de onde

19-02-2025



På vej ind til arbejde her til morgen, hørte jeg nyheden om at Trump har købt ind på Ruslands fortælling om krigen i Ukraine.

"I skulle aldrig have startet det her. I skulle have indgået en aftale" - "Kun 4% af ukrainerne støtter deres præsident, så der burde være valg" siger USA's præsident henvist til Ukraine.
 
"Manden er jo sindssyg", var den tanke som igen ramte mig. I løbet af dagen er jeg blevet mødt af masser af reaktioner - folk er virkelig chokeret.
Jeg bliver igen overrasket over, hvad det gør ved mig som menneske... Jeg føler mig oprigtigt både ked af det, sur og svigtet. Kan ikke være ligeglad.
Som barn gik jeg virkeligt meget op i at læse om 2. verdenskrig, og var meget fokuseret på hvem der var "de gode" og "de onde". Op igennem min ungdom og voksenliv, var det heller ikke svært - russerne var de "onde" og amerikanerne var de "gode".
 
Nu sidder jeg tilbage med åben mund, og tror ikke hvad jeg hører og ser. Har på ingen måde lyst til at rejse til USA som turist og hvad med amerikanske varer - og skal jeg se ned i jorden eller se sur ud, hvis jeg møder en amerikaner med rød kasket?

Hysterisk, tjaaa måske... men hold ferie hvor er det farligt det her. Vi kan jo desværre ikke komme udenom, at det er et flertal af den amerikanske befolkning, som har valgt Trump. Mange af dem synes sikkert at alt det han gør er det helt rigtige, men hvor er resten? Hvor er Demokraterne? Hvorfor er der ingen stemmer i mediebilledet fra USA, hvor Trump bliver kritiseret? Er kritikken der, men den bliver bare ikke dækket i de danske medier... tror det desværre ikke. Ingen tør åbentbart åbne munden.

Nu sker der heldigvis noget positivt på forsvarsområdet. Nu ser det ud som om, at de mennesker i forsvaret som faktisk ved noget om de aktuelle behov, kommer til at få en markant plads ved bordet. Det er gået op for politikerne at vi ikke har tid til at vente, men må handle nu, så Rusland ikke inden for de næste få år, bliver en endnu større trussel.
 
At Trump lægger told på varer kan være irriterende og påvirke danske virksomheders muligheder og indtjening, og måske kommer jeg til at betale lidt mere for nogle produkter, men det overlever jeg nok. Det jeg har rigtigt svært ved er, når en ven bliver til en fjende, når fornuft bliver erstattet af vanvid og galskab og når blåøjede amerikanske forhandlere køber ind på russernes retorik, opgiver sanktioner og tromler hen over Ukrainerne.

Men som de siger i Robinson: "I morgen bliver det endnu vildere".... 

Desværre 😣