Tankerne Taler - Blog - Michael Thy

Man skal huske den gode historie

28-06-2024

Gennem de sidste 2,5 måned har jeg og mine nærmeste, været hvirvlet ind i det danske sundhedssystem, da min mor på 83 pludselig blev syg. Hun har været gennem en akutfase på Riget, har været indlagt på Bispebjerg hospital af flere omgange, har fået stråler på Herlev og har været forbi Gentofte hospital.

Vi har haft brug for hjemmeplejen i København/Vanløse, hun har været indlagt på Akutplejeenheden Vigerslevhus og har nu fået en permanent plejebolig i Nybodergården. Hele denne periode har været fyldt med konsultationer, telefonmøder og undersøgelser, og med et sundhedsvæsen som meget tit får kritik, så kunne dette have været endnu en dårlig historie…. Men NEJ…!

Vi har hele vejen igennem kun mødt virkelig søde, flinke, kompetente og forstående læger og sygeplejersker. Der er blevet reageret hurtigt og min mor har fået den behandling, pleje og omsorg hun har brug for. Alle aftaler er blevet overholdt og kommunikationen har været god. Hjemmeplejen var på pletten da der var brug for det, og på akutplejeenheden Vigerslevhus gjorde de alt hvad de kunne, for at få min mor op af sengen og i gang igen.

På kun 6 dage lykkedes det at finde en plejebolig til hende, og hun er nu flyttet ind i Nybodergården, hvor vi også kun er blevet mødt af virkelig søde medarbejdere, som er fyldt med omsorg og oprigtig interesse i min mor som person. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at hun nok skal blive glad for at bo der.

At der generelt er masser af udfordringer på sundhedsområdet, er jeg ikke i tvivl om. At man som pårørende kan være lidt forvirret, når mange afdelinger er ind over, har jeg også oplevet. I disse tider er det bare vigtigt, også at komme med de GODE historier. For det er ikke dem der kommer i avisen!! Så hurra for alle de gode mennesker, som hver dag yder deres bedste, så sådan nogle som min mor og andre som hende, får en værdig alderdom og får den behandling, støtte og omsorg de har brug for 🇩🇰🇩🇰🇩🇰